Susling om bagning og blogning

I fredags fandt Anders mig kl. 16.45 med mel i overskægget. Mel imellem brysterne, mel på bagdelen og fine drys af mel i håret. Da han trådte ind af døren sad jeg og tog en lille tænkepause, mens jeg skuede ud over mine kreationer.

Jeg var startet kl. 11.00 efter at have været til fitness med Skumfidusen, der dirrede af eksamensnervøsitet. Fitness var på min opfordring, for er der noget, der kan fjerne stress og uro, så er det en gang motion.

Jeg var dårligt kommet ind af døren før jeg gik i gang med mel og sukker og krydderier. I løbet af få timer blev det til:

• Appelsin-rosmarinkage
• Amerikansk gulerodskage med frosting
• Fransk chokolade-mandelkage

Nu jeg var i gang kunne jeg da også lige lave:

• 2 schweizer bondebrød

Og med mel flyvende omkring mig, så tænkte jeg:"Hvorfor ikke også lige smække nogle boller sammen?" Så det blev til:

• 30 kardemommeboller (i øvrigt spændende konsistens at arbejde med. Jeg har ikke tidligere prøvet at røre blødt smør i en dej.)

Og mens jeg var ved det kunne jeg da også lige lave frosting til gulerodskagen og traditionel glasur til appelsin-rosmarin-kagen.

Lyder det manisk? Føltes helt klart sådan. Men ungerne havde fødselsdag og så må man traktere.

Og nu vi er ved traktementer. Madblogs er åbenbart det nye sort. Med madbloggertræf, konkurrencer og hvad vi har. Jeg benægter ikke markedspotentialet for madproducenter, men gennemgående synes jeg, at det er lidt kedeligt at læse om poetiske udskæringer af en gemen cherrytomat fra den lokale brugs eller højsang om en taco fra den lokale grill, som man lige har slasket lidt salat på. Det hele gengivet i fem fotos om how to. Men jeg synes jo også gymnasiele modebloggere, der fotograferer sig forfra og bagfra i samme type outfits, som min datter går med hver dag, er booooring. Igen, jeg kan se markedsføringsmulighederne for virksomhederne, men der er langt mellem de snaps, jeg gider læse. (Som der trods alt nogle stykker af, fordi de har mod, hjerne og kvindsmod (inden for begge genrer).

Og min pointe?! Tja...blogland er en gave til folket, men også en belastning. Og så skifter trends og tendenser hele tiden. (Uargh, glemte lige strikkeblogsne).

Jeg tror bare jeg fortsætter med min stil, når det rammer mig og passer.

Suslings køkken er færdigt (og lidt om håndværkere)

Nå, hvor kom vi fra? Nå, jo. Mit køkken. Som nu er færdigt. Endelig. Mangler så lige at få afhøvlet gulv. Men hvis jeg skal se på en til håndværker inden for den næste måned, så kaster jeg op. Selv om mange af dem var rigtigt søde. Og pæne. Man kunne jo næsten blive helt svimmel af sådan nogle pæne, søde mænd. Med muskler. Der kan noget med deres hænder. Godt nok havde de ikke sømbælter på, som jeg synes er vildt sexet (weird fetisch), men altså de kom, så (godt ud) og fixede. Mens jeg vimsede rundt og takkede og takkede, for hver væg, der blev hvid, for hver fuge, der blev fuget. For hver dims, der blev sat i et skruehul. For hver låge, der blev justeret.

Har i årevis prøvet at køre den af på Anders, så mit hjem blev præsentabelt: "Uuuhm, jeg bliver helt vild af at se, hvordan din muskel bliver spændt, når du håndterer en skruetrækker!" Det virkede engang. Nu hopper han ikke på den længere og vil have folk til det. Så det har vi haft. I hobetal. (Vi betaler heldigvis ikke).

Og når det så er sagt, så blev det sgu for meget, at min lejlighed var omdannet til en skurvogn. Så nu har jeg købt limegrønne lamper og et pink/limegrønt blomstret plastiktæppe til køkkenet. Måtte ha' noget feminint. Midt i al det sorte og hvide og stål og glas og håndværkerdunst. Kun et touch. Vi skal jo kunne være her allesammen. Også testosteronerne. Skumfidusen synes, at det er fantastisk. Min søn spurgte sin far, om det var mig, der havde valgt tæppe og lamper. Faren meldte tilbage, at det var det og så bondede de lidt over det. Personligt synes jeg, at de skal være lykkelige over, at jeg ikke oversvømmer det hele med shabby chick, retro tapeter, blonder, prikkede kopper, hvide sofaer og prutfri zoner.

Susling og hendes datter (og lidt noget med et køkken. Undskyld)

Undskyld, men det er priknoget forfølger mig:

• Min datter ringede hulkende til mig, fordi hun bl.a. skal op i matematik til sin studentereksamen. "Hvad med min fremtid?" hulkede hun i røret
• Hvad skal man sige? Hvis man er sådan en som mig, der også kom op i matematik. Dumpede og ødelagde hele sommeren med at læse op til en reeksamination. Ville ønske, at man kunne fixe det med: "Vil du have et spidermanplaster på?"
• Min søn havde et smøret grin på, da han kom hjem og skred igen. Han skal ikke op i matematik
• Hele min lejlighed er pakket ind i plastik (noget med noget køkken). Får nu hvide vægge i næsten hele lejligheden. Og nye paneler. På firmaets regning. Jeg siger ikke noget. Til noget. Selv om jeg i skrivende stund sidder i et hjørne af mit soveværelse. Med 1/3 del af lejligheden omkring mig. Resten står under plastik i stuen. Men hei...Min lejlighed bliver fin hvid og køkkenet er bygget færdigt
• Man skal huske at klage til de rigtige. På det rigtige tidspunkt
• Kan så ikke klage til datters gymnasium om matematikeksamen. Gad ellers godt. Man er vel en mor. Der gerne vil beskytte sine børn
• Kan man så ikke. Beskytte dem, når de er blevet store. Desværre
• Men man kan klage de rigtige steder. På det rigtige tidspunkt
• Og lære dem, at man må finde sig i en del. Bide tænderne lidt sammen. Og så slå til, når man ser sit snit
• Mit hjerte bløder lidt for hende midt i al min hvidhed og plastik
  

Susling i punktformsmode

Er kommet i punktform-mode (Sorry)!

• Så gik man selv hen og havde fødselsdag. Praktisk for min bror. At jeg sådan er den ældste. På den måde bliver han jo aldrig rigtig den gamle. Så længe jeg lever.
• 47 år! Godt? Skidt? Ved ikke. Føler mig ikke rigtig gammel. På gammel måden. Mere som i et tilfældigt tal. (Kliché.Ved det. Men til evt. yngre læsere. Vent bare til det bliver jeres tur. Et år fra eller til ændrer ikke det store ved helhedstilstanden. I hvert fald ikke når man er i fyrrerne. Hvordan det ser ud, når man når 50, skal jeg ikke kloge mig på. Men der er jo også laaaang tid til)
• Spekulerede i dag over, at det i gamle dage hed, at man var arbejdsløs. I dag er man ledig. Det betyder vel i princippet, at man før havde mistet noget, som man skulle have igen. I dag er man ledig og vel selvforskyldt lediggænger. Man kan så være Ny lediggænger, hvor der stadig er håb og så kan man være lang tids lediggænger, hvor alt håb er ude, fordi man bare er doven
  
• Undrer mig stadig over hele fokus på, hvordan man sætter sit cv op. Har fået et par gode råd. Følger dem. Men helheden er vel den samme. Og betyder det, at arbejdsgivere er blevet dummere? Er da både kommet til samtale og har fået job på helt almindeligt ikke specielt tilpasset cv.
• Måske er jeg blevet gammel. Når jeg gider at skrive om den slags. I stedet for at lave min egen markedsføringsplan.
  
• Og næsten hidse mig en anelse op over pt. 2020-forhandlinger. Altså kun næsten. Meget underligt det der sker lige nu. Grænsekontrol vs. nedskæring i efterløn: Undskyld?! Hvordan skaber det flere jobs og sætter gang i hjulene i Lidenlund?
• Meget gammelkone, at tænke sådan
• Og have en datter, der snart bliver 20!
• Og som snakker om at flytte hjemmefra
• Og en søn, der gror fuldskæg
• Og at de har givet mig en oplevelsesgave i fødselsdagsgave
• Så deres far og jeg kan nyde hinanden
• Sødt tænkt
• Nu skal vi så også snart fejre dem
• Og holde studenterfester
• Hvad giver man en datter, der bliver student?
• En Parkerpen?
• Nok ikke
  
• Selv snakker hun om en lamineringsmaskine
• ???????????????????????????????????
• Nok bare mig, der er blevet gammel
• Har dog investeret i nye sneakers
• Er lissom trenden
• Som jeg generelt hænger lidt ud med stadig. Trends altså
• Så helt gammel er jeg ikke endnu
  

Susling om det familiære gaskammer

Undskyld, men kan kun klare at beskrive det her i punktform.

• Har været til min lillebrors 40 års fødselsdag i går
• Fik god mad
• Ville egentlig have holdt en tale for ham
• Men hans svigerfamilie fylder meget
• Hans svigerfar holdt en tale om, hvor godt det var for min bror, at han var kommet ind i deres familie, så de kunne give ham struktur og stabilitet
• Min brors kone holdt en tale om, hvordan det hele sejler for hende, når han er ude på forretningsrejser og hvordan han giver hende struktur og stabilitet
• Fik at vide, at min bror køber tøj til hele sin familie
  
• Også sin kone
• Og vasker det
• Og gør rent
• Brors kone var faldet ned af trappe og havde forstuvet sin fod
• Brors familie syntes, at Bror skulle tage sig af sin kone og skaffe hende et elastikbind. Hans fødselsdag med mange gæster lissom. Brors svigerfamilie inaktive.
  
• Jeg skrider til handling og skaffer et elastikbind, som jeg giver tudende svigerinde på. Hendes familie stadig inaktive og sidder i en klump omkring tudende svigerinde
• Fester, spiser, danser, snakker med folk
• Anders bliver lidt vissen
• Andre bliver visne
• De fleste går
• Bror alene med os. Der er er rodet.
  
• Jeg går ind til svigerfamilie, der sidder i en klump omkring tudende svigerinde
• Siger, at min bror godt kunne bruge en hånd
• Brors svigermor går fuldstændig op i en spids
• Skriger mig med ind i ansigtet med en skinger stemme, om hvad fanden jeg bilder mig ind. Nu har de knoklet løs i tre dage og at jeg forøvrigt er en højrøvet skiderik, der ikke kan finde ud af at hilse (øh, der var lissom mange mennesker og jeg talte da med en hel masse)
• Bliver lidt paf, men ikke rystet. Alle andre løber ud af stuen. Stortudende svigerinde sidder tilbage. Jeg spørger, om hvad der lige skete der. Hun trækker dynen op over hovedet
• Går ud og hjælper som den eneste min bror med at rydde ud og rydde af
• Hiver småvissen Anders af sted mod Metro
• Kommer hjem og falder i søvn
• Kommer i dag i tanke om, at min bror har fortalt, hvordan hans svigerfamilie hele tiden dukker uanmeldt op og bliver i flere dage
• Og kommenterer deres rengøringsstandard
• Og græsplæne
• Og bare går i gang med at reparere ting hos dem uden at de er blevet spurgt
  
• Når de dukker uanmeldt op
• Var det min svigerfamilie havde jeg sat grænser op for længst (gjorde jeg også)
• Familier kan være meget invasive
• Men havde jeg holdt min tale, så ville jeg have fortalt min bror om den dag, hvor min tante, der passede mig, mens min mor var på hospitalet, fortalte mig, at nu havde jeg fået en bror. Hun hang ud over altanen og råbte det ned til mig, der legede udenfor. Kl. var lidt over 16.00 en varm majdag
  
• Jeg ville have fortalt ham om, hvor glad jeg blev og hvordan jeg 6 år gammel stak af sammen med mine kusiner og løb hen over marker og plukkede kornblomster og valmuer på vejen til det lille provinshospital
• Hvordan jeg så ham blive holdt op bag en rude
• Et kæmpe hovede og en krop svøbt helt ind i en puppe, som man gjorde i Østrig den gang
• Hvor lykkelig jeg var. For det var min bror
• Og jeg ville have fortalt om, at jeg stadig har et stort ar på min fod, fordi jeg sad fast i et stykke pigtråd på vej tilbage fra hospitalet mens jeg og mine kusiner løb hen over kornmarkerne
• Det ar minder mig stadig om min brors fødsel - på den gode måde
• Jeg ville også have fortalt om, hvad jeg sagde til min lille datter, da hun fik en lillebror
• Det er godt, at få sig en bror
• Nu er du nemlig aldrig alene
• Du vil altid havde din bror

Susling om hår, mode og frisører

Min søn er ved at anlægge fuldskæg. Og det lykkes for ham. En ret god præstation for en 16-årig skulle jeg mene. Han var også gået i gang med projekt selvrensende hår. Sådan noget, hvor man ikke vasker sit hår, men kun skyller det og så skulle det holde sig rent af sig selv. På sigt. Nok ikke en særlig god idé påpegede jeg, hvis man samtidig bruger voks for at få "nazi-frisuren" til sidde (noget med meget kort i siderne og langt på toppen). Brugte modefrisøsen som reference, bare for at lægge lidt ekstra autoritet bag. Det kunne han godt se og så gik han ud og vaskede håret. Og proppede noget mere voks i, da det var tørt.

Min datter har fået en 20'er page a la Die Asta. Og er holdt op med at farve sig mørk. Efter at frisøren (igen slog autoriteten til) havde påpeget, at det var lidt uhensigtsmæssigt og at hun havde fået lyse orange spidser. Ku' jeg da godt have sagt. Men hvem lytter til en gammel mor, der ikke synes, at hendes datters rødgyldne hår skal være i en helt anden farve.

PS. Selv ER jeg jo NØDT til at farve håret (status quo-projektet) og barbere min hage (ville se uskøn ud med fipskæg). Så det er da helt åbenlyst, at jeg ikke er med på de nye hipstertrends.

Suslings hverdag

Ved ikke rigtigt, hvad man skal tænke, når man har skrevet sådan en overfrisk se-mig-lige-jeg kan-alt-uopfordret ansøgning og får tilbagemeldingen om, at de fornyeligt, har haft en stilling slået op, og at jeg ryger med i puljen, fordi de stadig er i gang med at vurdere ansøgningerne. Going. Tror nok, jeg ville havde skrevet den lidt anderledes, hvis jeg havde vist det.

Denne uge er iøvrigt udnævnt til marathonansøgningsskrivningsuge. Nu skal jeg altså videre i mit liv og tjene penge, der matcher min smag (og undgå tvangsaktivering, som f.eks. den journalist jeg hørte om, der blev sendt ud i en børnehave som pædagogmedhjælper. Hvordan grejer man lige den på cv'et? Skriver, at man er gået undercover for at researche til en artikelserie om børns forhold i børneinstitutioner?)

Det må bare ikke ske. Tænk, hvis jeg blev aktiveret som pedel på en skole. Synd for skolen og for mig. Så jeg har nøje lagt en plan. Først morgenfitness, hvor jeg slås med de andre damer om tøsemaskinerne (stepmaskinen, ballepresseren, lårpresseren, mavepresseren og bingovingestrammeren). Tager også lige løbebåndet og brystknuseren. I dag udvidede jeg med romaskinen og rygstrammeren plus en omvej på cykel hjem. Og så er det tid til jobansøgningerne. Har sat mig for, at der skal lige 8-10 ansøgninger, når denne uge er ovre. Skide være med, hvad det er. Jeg søger (inden for mit felt) revl og krat. Efter fiskeæggemetoden, som Anders kalder det. Det bare om at sprede sin sæd og så håbe på, at noget bliver befrugtet. Ingen fine fornemmelser her. F.eks. har jeg søgt en stilling, hvor der indgår noget østrigsk og noget digitalt. Hvorfor ikke. Kender jo landet og taler sproget. Får jeg det job, så fejrer jeg det med at investere i en tyrolerkjole og begynder at gå med fletninger i en krans om hovedet. Bare fordi jeg kan.

Susling om tidens tand

Når jeg møder nogle af dem, jeg har kendt tilbage fra jeg var helt ung og som jeg kun er stødt sporadisk på siden, så begynder de at fable om, hvor åleslank jeg var den gang og hvor fantastisk flot, skinnende og langt mit hår var. Øh, da cool nok, at der var nogen, der synes jeg var flot i sin tid (ikke at jeg selv ku' se det). Men det får mig også til at føle mig temmelig Prop &Bertha-agtig på den afdankede måde, når de siger det. For står det virkelig så slemt til nu? Jeg ser mig jo i spejlet hver dag og så vænner man sig til det, spejlbilledet viser. Ooog, så er jeg den, der render hurtigere end en hest kan rende, hver gang nogen hiver bare antydningen af et kamera op. Synes altid, at jeg ligner noget katten har trukket ind (men det har jeg altid syntes). Til sammen levner det vel ikke mange chancer for at vurdere, hvor meget tidens tand har gnavet i én.

Derfor blev jeg dybtfølt og inderligt taknemmelig, da en jeg havde på middag fornyelig og ikke havde set i næsten 8 år, sagde:"Hei, du ligner så meget dig selv!" Af hjertet tak, siger jeg bare!

PS. Tror ikke, at jeg kan genskabe eksakt fordums glans, bliver trods alt 47 om 6 dage.Gider heller ikke rigtigt, hvis sandheden skal frem. Men man kan vel for fanden sætte sig for, at holde et vist status quo! Så, hvis I ser en kvinde i fitnesskluns (med malerpletter, fordi jeg på et tidspunkt brugte det til at male i. Havde droppet tanken om motion og så kunne man jo lige så godt bruge det hejs konstruktivt) på løbebåndet eller ved ballemaskinen fuldstændig højrød i hovedet. Så er det bare mig, der prøver som minimum at være det nye unge fyrre, forrygende og fabulous (det står der altså i det dameblad, jeg skimmede i dag hos modefrisøsen, der holder mine grå hår stangen).

Susling om venskaber

Nå, men mens jeg sidder her og venter på endnu en håndværker, fordi de har installeret min nye vaskemaskine forkert, så den stille og roligt vandrer ud af skabet, når den centrifugerer på hele 1600 omdrejninger (ja, vi husmødre går op i den slags) og jeg kan lugte mine sure tæer, fordi jeg har været til fitness og ikke gider gå i bad (adr), så kan man jo filosofere lidt over livet (øjeblik, de tæer er for slemme. Back in a jeefy). Så er jeg her igen...og det jeg filosoferer over er venskaber. For det er gået op for mig, at ingen af dem, jeg er venner med er normale på den småborgerlige måde.

Kender ikke en eneste med hus i forstaden og et prioritetslån. F.eks. har jeg lige genset et par gamle veninder, hvor den ene er lesbisk, har boet på Christiania, og nu er begyndt også at være til mænd og den anden har i årevis levet af at skrive erotiske noveller og foretrækker at bo alene med sine børn og have sine mænd i skabet. Så er der hende, der tror på reinkarnation, ham der er buddist, og kaoten, der er evigt ulykkeligt forelsket. Så er der Magic Boy i New York og hende den gudindesmukke, der en gang i mellem taler i stream of consciousness, så man skal være hurtig, hvis man skal fange hendes pointer. Og dem, der er gamle punkere og hende, der er den evige boheme.

Lidt af en blandet buket...og hvordan er det nu...man skal kende sig selv på sine venner! Her har jeg prøvet at rende rundt og tilpasse mig et stadig mere borgerligt og bonert samfund. Og kedet mig bravt, mens min hyppocampus blev stadig mere slatten og jeg ikke kunne forstå, hvordan andre kunne holde det ud, som de har dynget sig til i billeder af blomster og prikkede kopper.

Op på barrikaderne, venner! Det er ikke os det er galt med. Man må godt være lidt skæv og anderledes. Det betyder ikke, at man er en taber. Tværtimod!

Susling om mænd og roadrage

I lørdags ringede jeg efter politiet. Og stillede op som vidne pga. noget roadrage, hvor den ene fik smadret sin siderude og sad med blod ud over det hele. Det andet vidne, der også stod der turde ikke selv ringe. Han var bange for at blive forfulgt af ham, der var gået amok, men som for længst var forsvundet. "Er du en mand, eller hva'?!!", udbrød jeg. Så blev han sur og kaldte mig en dum kælling. Man skal ikke sådan fornærme små mænd i '30'erne. De har en meget sårbar manddom. Uanset hvor meget de puster sig op. Han havde ikke en gang kunne finde ud af at tage det rigtige nummer på bilens nummerplade. Jeg stak offeret noget køkkenrulle i hånden og gav ham blå spiderman-plaster på næsen. Og så gik jeg hjem til mig selv og spiste middag med en kær gammel veninde, som er mere mand, end rigtige mænd.
Det andet endte vist med, at politiet tog offeret med sig, fordi han kørte i en firmabil på en lørdag og havde drukket.